Rejsebrev 1

Julehilsen
Så blev det alligevel jul!Sikkert også i Caribien - hvor de dog må holde den uden os. Turen indtil nu er gået rigtigt godt, men vi har måttet sande, at det er et lidt større arbejde, end oprindeligt forventet, at sejle en båd af denne størrelse ned gennem Europas floder og kanaler med spædbarn på den ene arm og Brasiliansk hittehund på den anden. Der er sket ikke så lidt siden vi sagde farvel til jer i hhv. Ishøj d. 14 og i Ebeltoft d. 18.

I hovedtræk, har vi sejlet båden godt 2000 km af Europas indre vandveje. Vi har sejlet igennem godt 300 sluser, været næsten 400 m over havet, grundstødt med efterfølgende reparation (og forsinkelse), sejlet gennem 4 tunneller hvoraf 2 var 5 km lange, oplevet "sol og sommer" vinter, frost og sne!

Bilen blev for øvrigt solgt! Den blev sat på Ishøj havn efter afsejling, og da vi lå i Spodsbjerg, var der én, der ringede og var interesseret. Han fik at vide hvor nøglen lå, og at registreringsattesten lå i handskerummet. Hvis han ville købe, kunne han tage bilen med, og overføre pengene via netbank. Det gjorde han så! Rart at man kan stole på folk.

I den lidt mere detaljerede version, sejlede vi til Travemünde, hvor vi fik afmonteret mast og rig. Vi havde bestilt transport til masten, så vi slap for at skulle have den liggende på dækket - noget vi senere kom til at glæde os over RIGTIGT mange gange.

Størstedelen af de tyske kanaler var præget af tysk grundighed. Ikke de store udsving - det var bare "gerade aus". Der var ikke mange sluser, og vi sejlede mellem 60 og 80 km om dagen. De få sluser der var, var til gengæld store. Vores første "rigtige sluse" var 200 m lang, 12 m bred, og vi skulle løftes 24 m. Det blev noget af en ilddåb, da vi skulle "klemme os ind" sammen med to store fragtskibe - og som det sidste skib. Det var som at sejle ind i et sort hul, med mørke dryppende vægge. Med én trosse om én pullert, måtte vi konstatere, at der ikke var plads til os, og skibet foran os blev diregeret lidt frem. Det gav noget turbulens når 70.000 tons skulle sætte i gang inde i dette "lille kar", hvor vi lå lige i skruevandet!! Der blev gjort mange manøvrer meget hurtigt, og vi slap uden skrammer. Lesson learned - nogle ting virkede, og var måden at gøre det på. Andre ting var ikke just eksempler til efterfølgelse. 24 m højere oppe var vi dog mere klar til næste sluse, og næste, og næste.

Et sted skulle vi løftes 36 m. Det foregik i en skibselevator - af dimensioner! Vi sejlede ind i et kar, der igen var 200 m langt og 12 m bredt. I dette kar blev vi med wirer så hejst 36 m op, og lukket ud i kanalen igen - en ret imponerende oplevelse.

Lidt nord for Düsseldorf sejlede vi ud i Rhinen - og skulle sejle ca 300 km modstrøms. Det blev noget af et mas, da strømmen var temmelig stærk. Desuden hersker der lidt sjove færdselsregler på floderne, da man ikke kan forvente at fragtskibene altid skal passeres om bagbord. Skibene der sejler modstrøms har - ligesom vi - en interesse i at sejle hvor der er mindst strøm, så de skifter side som det nu passer bedst. Vi gjorde det samme, med kikkerten flittigt brugt.

Ved Koblenz skulle vi ind på Mosel floden, hvilket vi også kom - som sådan! På vej op mod slusen for fritidsfartøjer, var strømmen så stærk, og sejlløbet så smalt, at vi besluttede at vende, mens det stadigt kunne lade sig gøre. Dog lykkedes det os at ramme en sten, i et sejlløb, der på kortet var angivet til minimum at være 1,7 m dybt - og vi stak 0,7m! Det var ikke nogen rar fornemmelse, og der var ikke meget tvivl om, at det godt kunne være relativt alvorligt. Lidt slukørede listede vi over til slusen for kommercielle fartøjer, og bad om at komme med op. Det var ved at være mørkt, og vi lagde til i den første lille marina oven for slusen. Her tog Wolfgang i mod os. Wolfgang, der senere skulle vise sig at være den flinkeste tysker i verden :

Vi fortalte ham om vores hændelse og spurgte om han kendte nogle, der sådan lige - med kort varsel - kunne løfte vores "lille båd på 13 tons"op af vandet, så vi kunne se bunden. Den fiksede han lynhurtigt, så vi næste morgen lørdag var bestilt til at få løftet båden op ovre på den anden side af floden. Der var sket skade - ikke voldsom kompliceret, men det skulle laves før vi kunne sejle videre. Alt i alt tog det 9 dage før vi igen sejlede, og alt var som det skulle være. Wolfgang havde været en kæmpe hjælp, og vores syn på (nogle) tyskere var radikalt ændret :

Mosel floden var helt fantastisk. Det var i slutningen af vinhøsten, og farverne var ovre i det efterårsagtige. Der var nattefrost og ikke så få gange, sendte vi vore allervarmeste tanker til Thomas T, som ved turens begyndelse, nærmest midt om natten kørte til Ebeltoft for at lave vores oliefyr, da dette strejkede på turens allerførste nat.(det har kørt upåklageligt siden T :)

På den sidste del af Mosel floden får vi i en havn besøg af en franskmand, som i sin aluminiumsbåd er på vej nordpå til Sverige. Udover at være overraskende flink - af en franskmand at være - fortæller han os, at han har hørt at "Canal de L'est" lukkes indtil d. 12 Dec. Kanal de L'est er den kanal, som vi skulle sejle af efter Mosel floden (for at sejle korteste vej til Middelhavet), og alternativet til denne var ikke særligt attraktivt. I kilometer var det kun en omvej på knap 100 km, men vil skulle så også lige tage 100 sluser ekstra!

Der blev tænkt noget - og at vente til kanalen igen åbnede d. 12 dec., blev kraftigt overvejet. Udsigten til at skulle sejle rigtigt lang tid i små kanaler, og gennem ca 250 lige så små sluser var ikke top motiverende."Jul-i-Caribien-planerne" anno 2008 var alligevel skrottede oppe i Koblenz, men vi besluttede os for at komme af sted.

Da vi sejler af Mosel Floden og ind i Canal de la Marne au Rhein kigger vi dog noget forbavsede. Slusen, vi skal op med, ser ikke ud til at være bred nok - men det var den dog alligevel…kun lige akkurat!! Ud af slusen sejlede vi så - overraskende nok - i det klareste vand med grønne planter og masser af fisk. Lidt som at være i Caribien….tror vi nok : Grunden til dette klare vand var, at der simpelthen ikke sejlede andre på denne årstid! Kanalen var ikke større end en middelstor dansk å, og vores - pludseligt - "kæmpe båd" midt i dette virkede helt surrealistisk.

Nå, men 249 sluser, som kun var 50 cm bredere end båden ventede forude, så det var jo bare om at komme i gang… Alt i disse kanaler var småt. Når der kom en bro, var den ligeså smal som slusen, og højden var så der kun var et par cm til vores vindmølle gik imod. Afstanden mellem sluserne var ofte så lille, at Julie gik inde på land med Mellie og Savannah og gjorde slusen klar, så jeg bare kunne sejle lige ind. På den måde sparede vi tid, og kunne godt tage 30 - 40 sluser på en god dag. Læs: "på en hel (og god) dag sejlede vi mellem 30 og 40 km"!!

Vi kom dog virkeligt ud på landet og langt væk - så mægtigt flot var det. Vi overnattede hvor vi nu var, når det blev mørkt. De fleste små byer havde en lille kaj, og flere steder ude i naturen var der lavet plads til at man kunne fortøjre. Disse pladser kunne vi regne med var ledige, eftersom vi ikke havde mødt andre på disse kanaler. En aften - lidt sent - kom vi dog til en plads, hvor der lå to andre både. Begge fra Schweiz - altså folkene ombord. Der var solo sejleren Nicholas, som var pensioneret præst, på sin katamaran, og Jürg og Andrea på deres lille hollandske "badeand". Vi har fulgtes med dem siden dette sted. Nicholas skulle dog hjem da vi nåede ud i Saone floden, men Jürg og Andrea har vi ligget sammen med her i Arles, indtil de i forgårs måtte sejle lidt op ad floden igen, da de skulle hjem til jul grundet sygdom i familien.

Det var en rigtig smuk tur gennem de små kanaler, men vores båd var nok lige i overkanten stor til at det kunne være rigtigt afslappende. De to tunneller på 5 kilometer var rigeligt udfordrende i sig selv!

At komme ud af de små kanaler og ud i Petit Saone floden var fantastisk. For første gang på turen havde vi medstrøm (hvis vi ser bort fra 1 km sejlet på Elben..). Med kursen stik syd, og Middelhavet forude, gik det hele igen lidt lettere. Stor flod, medstrøm, og store sluser - dejligt!! Vejret var blevet rigtigt koldt. Vi havde - 5 grader om natten, og frost langt op af dagen. Det var virkeligt koldt - så det var bare om at komme sydpå!! Nu er vi så næsten ved Middelhavet, og der er stadigt nattefrost - "hvad har du gang i Voldborg"??

Julen bliver holdt i Arles, hvor vi for øvrigt har ligget i næste tre uger - hyggelig by. Vi har fået gjort båden stort set klar på den tekniske side, og mangler blot akklimatiseringen til (igen..) at skulle stuve alting af vejen, så det ikke skifter side når båden krænger. Planen efter Arles er at sejle de sidste 40 km af Rhone ned til Port st Louis, hvor vores mast er. Få den monteret, og gå de sidste tekniske installationer igennem, og så sejle østpå. Den oprindelige "Caribien-plan" er ændret til, at vi sejler til det græske øhav og Tyrkiet, og holder sommeren her. Det giver os masser af tid til at forberede turen over Atlanten og i det hele taget at få lidt ro på. Samtidigt er det jo også lettere at aflægge os visit - det kan I jo lige have i tankerne.

Vi trives rigtig godt i vores nye hjem og selvom der ikke er meget gulvplads, håber vi Savannah lærer at kravle på et tidspunkt - hun er heldigvis en rigtig glad og nem pige også selvom hun har fået 2 tænder. Mellie har også vænnet sig til livet ombord, men vil meget gerne i land når vi kommer frem og hilse på de mange fremmede hunde - nye hunde i hver havn. Nu er det jul - vi vil sætte anden i ovnen, holde juleaften og glæde os til alt det som venter derude. Vi ønsker jer alle en rigtig glædelig jul og et fantastisk nytår. Et af nytårsfortsættene er at få en hjemmeside i luften!

De allervarmeste hilsner fra Savannah, Mellie, Julie og Thomas

Vessel name: Atlas, Call sign: XPD9037, MSSI number: MMSI21901218